Jeg er fra Nørrebro i Kbh. Jeg har aldrig haft nogen far, men jeg havde min mor og to søstre. Jeg blev narkoman og var det i syv år. Jeg tog den rigtigt hårde narkotika. En dag kommer en gut forbi med en traktat, som siger: “Jesus kan frelse, og hjælpe dig!” Vi bøjede vore knæ og bad inderligt til Jesus om at han måtte hjælpe os. Gutten gik så igen efter først at have fortalt, at inde i byen fandtes et hus, hvor folk kunne komme ud af narkotikaen ved Guds hjælp

Det ramte mig. Det lød rigtigt spændende, og jeg tænkte tit på det efterfølgende for jeg havde været på 10 nedtrapninger af forskellig slags uden at det havde hjulpet. Efter vi havde bedt til Gud den dag, røg jeg så i fængsel. Det eneste jeg tog med var en bibel og min tandbørste. Jeg var isoleret de første 14 dage og havde forfærdelige tanker af frygt. Jeg fik besøg af nogen der kaldte sig Unge Kristne fra huset Soli Deo Gloria i Knabrostræde. Vi bad sammen om, at jeg dels måtte komme ud af fængslet og at jeg måtte komme til dette hus, når jeg engang blev løsladt.

Mit første bønnesvar i fængslet oplevede jeg ved at læse i biblen, hvor der står “I siger, at der er 4 måneder til høst, men opløft jeres øjne og se at markerne er klar til høst” (Joh. 4:35). Min dom var nemlig på fire måneder og jeg bad til Gud om, at jeg aldrig mere måtte tage narkotika, når jeg kom ud. Jeg blev løsladt og jeg har ikke taget narkotika siden. Jeg var også holdt op med at ryge, så jeg ankom til huset som en fri mand. Selvom jeg ikke kom for at blive afvænnet som sådan, boede jeg der alligevel, og det var rigtigt godt for mig. Havde jeg havnet på gaden, var jeg helt sikkert røget ud i narkotikamisbrug igen.

Jeg lærte rigtigt mange kristne at kende i dette hus, for på det tidspunkt kunne man give et halvt eller helt år i stedet for at aftjene sin værnepligt i militæret. Der var mange solide kristne, der kom der, og jeg oplevede meget forbøn i de halvandet år, jeg boede der. Jeg mødte også mange, der havde været ude i forskellige problemer. Jeg blev gift i Soli Deo Gloria, og vi fik fire børn efterfølgende. Vi fandt et hus på landet lidt ude for Hadsund. Derfor er det skønt, at jeg får lov til at være i Hadsund Internationale Kirke. Vi har været i forskellige menigheder, og jeg er så glad for at være her, selvom det har været en snørklet vej for at komme hertil.

Jeg respekterer medlemmerne og tror, hvis vi står sammen og i fællesskab lægger vore ønsker for menigheden og for Hadsund frem for Herren, vil vi komme rigtigt langt. Jeg er taknemmelig for de nye der er kommet, og for at være i en menighed, der er så “Israelvenlig.” Det er helt fantastisk. Det er vigtigt at holde Israel højt. Gud hørte den bøn, vi bad dengang i en baggård i Thorsgade. Hvis vi bøjer vore knæ og seriøst søger Herren, så hører Han.